Retur til Slagterihistorie -
tryk her
Kort Historisk gennemgang af Slagteriernes Forskningsinstituts
etablering og historie udarbejdet af Karl Teglmand i forbindelse med
Direktørforeningens 100 års jubilæum
Genoptagelse af baconeksporten i 1945 førte til udvikling af
Slagteriernes Forskningsinstitut og Slagteriskolen
9. april 1940 stopper baconeksporten til England
I 10 år havde Landbrugsministeriets Baconkontrol ved baconinspektør
Gustav Hohwy haft ansvaret for kontrollen af det eksporterede bacon til
England. Tyskerne stillede, efter besættelsen, krav om tørsaltet flæsk af
skoldeslagtede svin og leverancer af ferske svinekroppe. Kontrollen af de
ferske svin blev overdraget Baconkontrollen. Baconinspektør Gustav Hohwy fik
overdraget kontrollen med eksporten til Tyskland, men glemte aldrig sin
kongstanke om at arbejde med forbedring af baconkvaliteten til England.
Flæskebedømmelsen blev gennemført af et dommerudvalg under ledelse
direktør Ejnar Hohwy, Andelsselskabet Odense Eksportslagteri. Det var i
dommerudvalget, der bestod af en række slagteridirektører, at Inspektør Gustav
Hohwy i april 1943 fremlagde sine tanker om oprettelsen af en slagteriskole,
et forsøgsslagteri og et laboratorium.
Direktør Hjalmar Sørensen, A/S Holstebro Svineslagteri, havde i
1940 foreslået Inspektør Gustav Hohwy at skrive en detaljeret lærebog i
slagtning og baconfremstilling. Arbejdet med bogen førte frem til forslaget om
at etablere en slagteriskole, hvor alle personalegrupper kunne få del i
branchens samlede erfaringer. Forslaget blev positivt modtaget, og der blev
nedsat et skolearbejdsudvalg.
Skolearbejdsudvalget foreslår start af Slagteriskolen i 1944
Skolearbejdsudvalget bestod af 8 medlemmer. Direktørforeningen var
repræsenteret ved direktørerne P. Bojsen, Holbæk, C. Gade, Køge og J. P.
Jensen, Frederikssund, privatslagterierne ved John Christensen, Skjern,
dommerudvalget ved direktør J. Mehlsen, Slagelse, og specialvirksomhederne
ved direktør P. Lundberg, DAK Roskilde. Kursusdeltagere ved disponent H.
Johansen, Odense, og Fælleskontoret ved direktør H. Behnke. Endvidere deltog
baconinspektør Gustav Hohwy og forsøgsleder Jens Madsen, Slagteriernes
Laboratorium, Roskilde, i møderne. Direktør H. Behnke var formand for
udvalget.
Udvalget konkluderede på sit første møde i december 1943, at den bedste
løsning, under normale omstændigheder, ville være at slagterierne byggede et
selvstændigt skoleslagteri. Her kunne man gennemføre de mange slagterimæssige
forsøg som trængte sig mere og mere på, - med et tilknyttet laboratorium og
skolefaciliteter kunne såvel analyser i forbindelse med forsøgene foretages og
forsøgsresultaterne formidles gennem undervisningen.
Men dels var tiderne vanskelige for større byggeforetagender og dels måtte der
også samles erfaringer med hensyn til undervisningen, før man tog skridtet
fuldt ud.
Det blev derfor besluttet at begynde undervisningen i forbindelse med et
arbejdende slagteri og man enedes om at starte på Odense Eksportslagteri. Her
var baconinspektør Gustav Hohwy’s ældre broder Ejnar Hohwy direktør og
endvidere formand for Direktørforeningen.
Udvalget foreslog, at de første kurser skulle gennemføres for ledende
kontorfunktionærer og vare ca. 5 måneder. Betingelserne for optagelse var, at
kursisterne var fyldt 21 år, have gennemgået handelsskolen samt været
beskæftiget mindst 4 år på et slagteri. Kursusdeltagelsen kostede kr. 150,-.
Slagteriernes hovedbestyrelse oprettede et lånefond, hvor eleverne kunne
optage studielån.
Det blev foreslået, at der ud over kurser for kontorpersonale, så hurtigt som
muligt skulle etableres kurser for arbejdsledere, arbejdere og butikspersonale
m.m.
Slagteriskolens åbning fandt sted den 9. maj 1944
Pionerholdet bestod af 15 kontorfunktionærer i alderen 22 - 39 år, - de
repræsenterede udelukkende andelsslagterierne og kom fra alle del af landet.
De blev indlogeret rundt om i Odense. Den teoretiske undervisning foregik på
Odense tekniske skole og den praktiske undervisning på Odense Eksportslagteri.
Ved åbningen af Slagteriskolen talte Direktør H. Behnke om den skelsættende
begivenhed og sagde bl.a. “men tro endelig ikke, at vi kan gøre hver enkelt
til direktør eller mester, og at I er det, når I tager herfra. Men dette
kursus skal bibringe jer en del erfaringer, som er høstet i den tid, der har
været slagterier, give jer udsyn og perspektiv og lyst til selv at dykke ned i
de mangfoldige problemer ved daglig møder i den virksomhed, hvor I er ansat”.
Direktør Hjalmar Sørensen, Holstebro, fortalte om skolens
tilblivelseshistorie. Formanden for fællesbestyrelsen mellem Andels- og
Privatslagterierne M. Byriel gav en historisk oversigt over svineproduktionen.
Direktør H. Behnke erklærede dermed Slagteriskolen for åbnet. Formanden for
Direktørforeningen direktør Ejnar Hohwy, Odense, takkede slagterierne for, at
skolen var etableret og at det økonomiske grundlag var sikret og understregede
overfor eleverne, at der nu var skabt gode betingelser for deres videre
uddannelse.
Slagteriskolen fortsatte sin virksomhed i Odense frem til 1950 med kurser for
slagtemestre, mestersvende, slagteriarbejdere og fedtsmeltere.
Englandspenge
til Forsøgs- og Skoleslagteri 1946
Skolearbejdsudvalget indstillede til de to hovedbestyrelser, at
dommerudvalget og skoleudvalget udarbejdede organisationsplaner, tegninger,
overslag vedrørende anlægskapital samt beregninger af omkostningerne ved den
daglige drift af et kombineret forsøgs- og skoleslagteri med tilhørende
laboratorium.
Udvalgenes forslag blev forelagt på delegeretmødet den 21. marts 1946 af
Direktørforeningens formand Ejnar Hohwy, der henstillede til
delegeretforsamlingen, at planerne blev ført ud i livet hurtigst muligt.
Der blev vedtaget at hensætte 4 mio. kr. af Englandspengene til løsning af
såvel bygning af et forsøgs- og skoleslagteri som bygning af
svineforsøgsstationer. Englandspengene var et tilgodehavende i England på ca.
18 mio. kr. opstået ved Danmarks besættelse i 1940.
Det gik ikke så hurtigt, som udvalgene havde håbet. På Direktørforeningens
generalforsamling den 16. marts 1949 kunne formanden Ejnar Hohwy konstatere,
at planerne ikke var kommet videre.
4. august 1949 vedtog formands- og direktørmødet opførelsen af tre
svineforsøgsstationer. Direktør Ejnar Hohwy kunne på en ekstraordinær
generalforsamling i direktørforeningen den 12. oktober 1949 meddele, at
bygningen af forsøgsstationerne var i fuld gang og beklagede, at der ikke
samtidig blev truffet beslutning om etablering af et forsøgsslagteri, han
udtalte bl.a. “ -- vi må ikke se på det som et skoleslagteri som den vigtigste
opgave, men derimod som et forsøgsslagteri vel at mærke med dertil knyttet
laboratorium”.
Foranlediget af Direktørforeningens holdning anmodede formændene for
dommerudvalget og flæskebedømmelsen i 1949 civilingeniør J. G. Hvirvelkær om
at gennemgå tegningerne fra november 1946 til forsøgsslagteriet for at
undersøge, om indvundne erfaringer gennem tre år, der var forløbet, gav
anledning til ændringer i planerne. Inspektør G. Hohwy havde indledt et
samarbejde med arkitekt H. P. Gyllembourg Koch, som havde bygget Hohwy’s villa
i Charlottenlund i 1933.
Der var i et nedsatte arbejdsudvalg enighed om, at Roskilde var det mest
velegnede sted til opførelse af skoleslagteriet. I februar 1950 blev arkitekt
Gyllembourgs forslag til en laboratorie- og skolebygning forelagt. Det blev
vedtaget at foreslå, at slagterierne skulle yde 20 -25 øre pr. slagtet gris
til forsøgs - og undervisningsarbejde.
I 1950 vedtager Delegeretmødet opførelsen af forsøgsslagteri, laboratorium og
slagteriskole
På Direktørforeningens generalforsamling dagen før delegeretmødet var
forslaget til opførelsen af et forsøgsslagteri, laboratorium og slagteriskole
blevet indgående drøftet. Der var enighed om på delegeretmødet at anbefale, at
oprettelsen skulle ske hurtigst muligt.
Efter delegeretmødet kom der gang i planlægningen og der blev nedsat et
teknisk udvalg og fire arbejdsgrupper, der skulle udvikle de endelige planer.
Direktørforeningens medlemmer var repræsenteret i alle udvalg. Direktørerne J.
Mehlsen, Slagelse, var sammen med direktør Hj. Sørensen, Holstebro,
næstformænd i teknisk udvalg, hvor direktør H. Behnke, Fælleskontoret, var
blevet valgt til formand.
Der skulle gå to år, før et stærkt reduceret projekt var klar til at blive
ført ud i livet. I oktober 1952 blev spaden sat i jorden på den erhvervede
byggegrund i Roskilde, på den ny omfartsvej Søndre Ringvej 16. Der var sket
meget i planlægningsfasen undervejs. I Esbjerg var det helt nye andelsslagteri
under opførelse, og det blev overvejet at lægge forsøgsarbejdet og dermed
forsøgsslagteriet ind i det nye slagteri i Esbjerg. Laboratorievirksomheden
havde fået første prioritet, dels fordi Roskilde Andels Svineslagteri havde
opsagt laboratoriets lejemål på slagteriet til fraflytning 1. juli 1953 og
dels fordi der var muligheder for at opnå tilskud fra Marshallpenge til
opførelse af et forskningsinstitut.
Planerne, der blev ført ud i livet, blev derfor i første omgang opførelse af
et laboratorium med en forsøgsfløj til forsøg med køling, frysning, saltning,
pølsemageri m.m.
Slagteriskolen blev reduceret til et kursuslokale i laboratoriebygningen og
opførelsen af et forsøgsslagteri blev skubbet ud i det uvisse. Ved praktisk
undervisning i Roskilde kunne Roskilde Andels Svineslagteri benyttes.
Tegningerne, der blev lagt til grund for projektet, blev udarbejdet af K.
Teglmand, der på dette tidspunkt var bygningsingeniør på arkitekt Gyllembourgs
tegnestue, - den tegnestue som Organisationen Danske Slagterier samme år
ansatte med ansvar for opførelsen af Slagteriernes Forskningsinstitut.
I 1953 ansættes direktør Mogens Jul som leder af Slagteriernes
Forskningsinstitut
På delegeretmødet i 1953 meddelte formanden K. Røhr-Lauriitzen, at
slagterierne havde ansat civilingeniør Mogens Jul til at lede
forsøgsvirksomheden i Roskilde. Mogens Jul (38 år) havde en international
karriere bag sig inden for levnedsmiddelbranchen, bl.a. indenfor
Fiskeriministeriets forsøgslaboratorium, FAO i Rom og Washington.
Slagteriernes Forskningsinstitut blev afløser for Slagteriernes Laboratorium,
der som nævnt havde til huse på Roskilde Andels Svineslagteri. Laboratoriet,
der var oprettet i 1944, havde forsøgsleder Jens Madsen som leder. Jens Madsen
havde i samarbejde med baconinspektør G. Hohwy udarbejdet planerne for det nye
forskningsinstitut, forsøgsslagteriet og slagteriskole. Jens Madsen havde i en
årrække været stærkt engageret i uddannelsen på Slagteriskolen i Odense og
været konsulent for alle slagterierne vedrørende baconproduktion,
fedtfremstilling m.m.
Med Mogens Jul’s overtagelse af ledelsen af Instituttet i 1953 fortsatte Jens
Madsen med kontakten til slagterierne og med uddannelses- og mødeaktiviteter
for medarbejder og funktionærer på slagterierne.
Mogens Jul knyttede hurtigt kontakt til Direktørforeningen, der havde direktør
J. P. Jensen, Frederikssund, som formand. Der blev i årene efter
Instituttets indvielse i 1954 etableret en række arbejdsgrupper og rådgivende
udvalg, hvor Direktørforeningens medlemmer var bredt repræsenteret, og
derigennem sikrede direktør Mogens Jul en vigtig kontakt mellem forskningen og
det praktiske arbejde ude på slagterierne. Med Mogens Jul’s tiltræden
indledtes slagteriernes industrielle udvikling og der blev arbejdet med mange
ny tiltag, som i de følgende år forandrede virksomhedernes arbejdsmetoder
radikalt. Gennemførelsen af denne udvikling stillede krav om medarbejdere på
alle niveauer med en solid uddannelse bag sig, - behovet for en systematisk
uddannelse, og en slagteriskole og et skoleslagteri trængte sig hårdt på.
Grundlaget for Slagteriskolen i Roskilde blev lagt i 1958
Uddannelsen af slagteriernes personale, der var påbegyndt i Odense i 1944,
blev i udvidet form fortsat på Slagteriernes Forskningsinstitut i Roskilde.
Erfaringerne fra denne kursusvirksomhed medførte et forstærket ønske om at få
en egentlig slagteriskole for alle personalekategorier. Skolen var i starten
tænkt som en skole udelukkende for voksne med en grunduddannelse eller med
flere års erfaring fra arbejdet på et slagteri.
I 1956 var der kommet en ny lærlingelov, der bestemte, at al aftenundervisning
for lærlinge inden 1962 skulle overgå til fagvis dagundervisning. Der blev fra
slagteriernes side fremsat forslag om at alle lærlinge på slagterierne med
læreforhold som svineslagter, kreaturslagter, tarmrenser, pølsemager og
butiksslagter skulle på skole i Roskilde. Slagterfagets Fællesudvalg,
hvis formand var direktør Søren Villekold var positiv overfor forslaget og
ville anbefale planerne overfor Handelsministeriet, hvorunder de faglige
uddannelser sorterede.
Instituttets uddannelse havde som nævnt taget sigte på uddannelse af voksen
erfarne slagterifolk. Instituttets medarbejdere havde ingen erfaring med
undervisning af lærlinge i en aldersklasse fra 15 - 18 år. Det blev derfor
vedtaget at gennemføre et 7 ugers prøvekursus i efteråret 1958 for
lærlinge med deltagelse af 8 slagtelærlinge. På grundlag af de positive
erfaringer fra prøvekurset blev der udarbejdet uddannelsesplaner for alle
lærlinge på slagterierne, ligesom efterfølgende uddannelsestrin, der skulle
føre frem fra lærling til mester eller teknikere, blev beskrevet. Hele
områdets uddannelsesbehov blev belyst og konturerne af en kombineret
slagteriskole med lærlingeuddannelse, undervisning for ufaglærte og
specialister, teknikere, kontrolpersonale som laboranter,
maskinpersonale, maskinmestre, kontorfunktionærer og ledende medarbejdere i
administrationen.
Slagteriskolen i Roskilde blev indviet i 1964
I 1964 kunne Slagteriskolen i Roskilde indvies med et stort
bygningskompleks på Maglegårdsvej og et særlig indrettet skole- og
forsøgsslagteri i forbindelse med Roskilde Andels Svineslagteri. K. Teglmand
var blevet udnævnt til forstander for Slagteriskolen i 1961 og fik dermed
muligheden for at præge forberedelserne og udvikling af uddannelserne samt
bygningsindretning på nærmeste hold. Ansættelsen som forstander for
Slagteriskolen varede frem til 1994. I de 33 år udviklede slagteribranchen sig
på en lang række områder. Slagteriernes Forskningsinstituttets mange
resultater skulle formidles gennem uddannelserne.
Der blev indført akkord, - metodeudvikling blev et arbejdsredskab,
den teknologiske udvikling tog fart, ledelsesudvikling stillede store krav til
de ledende medarbejdere. Kursusplanerne for grunduddannelser,
efteruddannelser, teknikeruddannelser ændrede sig ustandselig. Slagteriskolen
tog fat på helt nye uddannelsesområder og det daglige elevtal blev på 1.000
elever dagligt og i løbet af et år gik ca. 6.000 elever gennem systemerne.
Slagteriskolen blev fra at være en skole for slagteribranchen i snævreste
forstand en bred levnedsmiddelskole fra jord til bord.
Slagteriernes Forskningsinstitut og Slagteriskolen
Med etablering af de to institutioner i Roskilde og med Roskilde
Andels Svineslagteri som et velfungerende skole- og forsøgsslagteri var
baconinspektør Gustav Hohwy’s planer fra 1944 ført ud livet og de forudsagte
muligheder for at styrke branchen var åbenlyse. Gustav Hohwy trak sig tilbage
fra Baconkontrollen i 1962 og der blev stille om hans person, sådan ønskede
han det, Mange slagteridirektører i hans tid havde den største respekt for ham
og hans indsats. Det skyldes Gustav Hohwy’s fremsynethed, at institutionerne i
Roskilde blev etableret. Baconinspektør Gustav Hohwy døde 14. juli 1973.
Udviklingen af uddannelserne fortsatte de følgende år på
Instituttet og på Slagteriskolen. Fra 1961 begyndte Instituttet at forberede
overgangen til akkordsætning på slagterierne med kurser i MTM (Metode-Tids-Måling),
- i 1968 overgik uddannelsen af arbejdsstudietekniker til Slagteriskolen.
I 1966 blev der igangsat læseplanskurser for ledende
kontorfunktionærer, rationaliseringsingeniører og levnedsmiddelteknologer, -
uddannelsen blev afsluttet med en prøve og over 100 deltagere gennemgik
læseplanerne, - en hel generation af direktører fik lagt grundlaget for deres
virke på læseplanskurserne.
I 1971 blev kravene til analyse af de ergonomiske forhold på
virksomhederne skærpet og der blev afholdt en række kurser for teknikere og
ledende personale.
Instituttet havde tidligt etableret faste møderækker for formænd og
direktører af kortere varighed, hvor de sidste resultater fra Instituttet blev
forslag og drøftet. Også forhold af økonomiske art blev drøftet ved disse
møder, der gennem årene udviklede sig til et frugtbart debatforum for alle
forhold, der havde betydning for virksomhedernes fortsatte udvikling, - også
de fremadskridende strukturændringer og regionale samarbejde blev drøftet på
disse møder. Flere strukturrapporter med sigte på større samarbejde mod
“Slagteriet Danmark” var på dagsordnen på disse møder.
En aktivitet, der i disse år bandt slagterierne og deres ledere og
bestyrelser sammen, var Instituttets gennemførelse af studierejser. Fra disse
rejser hjembragte man megen international erfaring fra slagteridrift,
produktudvikling og internationale handelsforhold. Utallige er de historier
om de hårde programmer rejselederen, forsøgsleder Jens Madsen udsatte
deltagerne for med det klare formål at gøre studierejserne så udbyttegivende
som muligt.
Det frugtbare samarbejde om uddannelse mellem Instituttet og
Slagteriskolen fortsatte gennem alle årene. Når en proces var gennemarbejdet
på Instituttet og ny teknologi blev indført, blev den nødvendige supplerende
uddannelse for slagteriernes medarbejdere etableret sådan, at den ny teknologi
kunne indføres på virksomhederne med færrest mulige startproblemer.
I 1969 etablerer Slagteriskolen en 3 årig udannelse til
levnedsmiddeltekniker. Færdiguddannede teknikere med en faglig baggrund fra
slagterierne ansættes herefter på slagterierne.
Slagteriskolen udvides kraftigt i årene 1970 til 1980 på grund af
de mange nye kursustyper. En af de kursusaktiviteter, der får et stort omfang,
er uddannelse af ikke-faglærte slagteriarbejdere. Kurserne etableres dels på
skolen i Roskilde, men de fleste som ambulante kurser ude på de enkelte
slagterier. Der etableres instruktøruddannelser sådan, at virksomhedens egne
medarbejdere kan fungere som instruktører på de ambulante kurser, I de første
år er antallet af kursister på ambulante kurser på over 1.000 deltagere, -
heraf mange gæstearbejdere.
I 1971 påbegyndes projekteringen af storslagteriet i Ringsted og i
forbindelse hermed undersøges muligheden for at placere et nyt skole- og
forsøgsslagter i Ringsted i forbindelse med FSA’s Storslagteriet. Ideen
droppes dog senere.
Det er proprietær Johs. Dons Christensen, der har været formand for
Slagteriskolens og Instituttets bestyrelse siden sin tiltrædelse i 1959 og til
1975, og som tidligere forstander for Ladelund Landbrugsskole viser han stor
forståelse for uddannelsesaktiviteterne på Instituttet og Slagteriskolen.
Slagteriskolen er i samme tidsrum gået fra at være underlagt
Handelsministeriet - blevet godkendt på lige fod med tekniske skoler og
AMU-centre til at modtage statstilskud efter de offentlige skolers
retningslinjer.
I 1975 bliver gårdejer J. Esp Sørensen formand for Instituttets og
Slagteriskolens bestyrelse. Det foreslås, at skole- og forsøgsslagteriet
placeres i J.D. Koopmann’s Svineslagteri i Silkeborg, der ejes af Danske
Slagterier, - der tilkøbes et grundareal og udflytningen planlægges. Enden
bliver dog, at Slagteriskolen i 1977 overtager Roskilde Andels Svineslagteri
fra FSA og ombygger det til skole- og forsøgsslagteri.
1982 indvies udbygningen af Slagteriskolen med en erhvervsfaglig
grunduddannelse indenfor levnedsmiddelområdet (EFG), - der optages nu 200
efg-elever om året, 120 butikslærlinge, 100 laboranter, 20 mestre eller
teknikere, 200 - 250 elever fra slagterierne. Uddannelsernes indhold og
længde skiftede hurtigt fra år til år, - den teknologiske udvikling og
fremkomsten af computerstyrede systemer stillede krav om nye kompetencer hos
alle ansatte.
Kursusaktiviteten for bl.a. funktionærer fra slagterierne var
stærkt stigende og da krav til kursusfaciliteternes standard ligeledes var
stærkt stigende blev det i 1984 nødvendigt at udvide Slagteriskolen med et
moderne kursuscenter med plads til ca. 100 kursister.
Undervisningshjælpemidler blev i disse år interaktive pc-baserede programmer
støttet af video. Slagteriskolen arbejdede med professionelt Tv-optagerudstyr
i SR-TV, der gennem en årrække forsyner branchen med faglige videofilm til
brug i undervisning og information m.m.
Slagteriskolen samarbejder med en række internationale kontakter,
der medfører en stor international uddannelsesaktivitet i samarbejde med
slagterierne og Danida m. fl. Fra de skandinaviske lande kommer der
efterhånden mange kursister.
Under alle årene spiller repræsentanter fra Direktørforeningen en
afgørende rolle i skolens bestyrelse og rådgivende udvalg og medvirker til
udviklingen af uddannelserne. Direktør Arentsen, Struer, er en af de
direktører, der præger udviklingen af uddannelser i arbejdsledelse med vægt på
de mere bløde menneskelige værdier.
I de seneste år er det mange af direktørerne fra
Direktørforeningen, der indtager pladser i de rådgivende udvalg, - nævnt i
flæng direktør Lindy Munkholm, DAT-Schaub, produktionsdirektør Gert Strømsted
Jensen, Skive, direktør Preben Albertsen, Hjørring, direktør H. Frost Larsen,
Skærbæk, direktør Viggo Nielsen, Bjerringbro, direktør Hakon Hansen, Thisted,
direktør Bjarne Mortensen, Arbejdsgiverforeningen m.fl.
I 1988 står et enig Fællesbestyrelse bag forslaget om at bygge et
nyt skole- og forsøgsslagteri på Maglegårdsvej mellem Instituttet og
Slagteriskolen. Dermed ville den oprindelige plan fra 1944 være virkeliggjort.
Desværre er Undervisningsministeriet meget tøvende med hensyn til at give
endelig tilladelse og sagen trækker i langdrag. Også slagterierne bliver som
følge af den løbende strukturudvikling med stadig sammenlægning af slagterier
i større fusioner usikre på grundlaget for beslutningen om at bygge et nyt
skole- og forsøgsslagteri. De primære udviklingsopgaver løses fint i det
eksisterende skole- og forsøgsslagteri og de endelige afprøvninger af
prototyper af nye maskiner og udstyr skal under alle omstændigheder finde sted
på producerende virksomheder under realistiske forhold.
Den lange vandring med de visionære forslag fra 1944 med et
forskningsinstitut og et selvstændig skole- og forsøgsslagteri slutter nok her
med en konstatering af, at det, der er etableret i Roskilde, nok kan klare
kravene i en række år endnu. Men udviklingsarbejde og uddannelse vil for en
stor dels vedkommende blive en integreret del af virksomhedernes strategi og
vil blive gennemført indenfor virksomhedernes rammer.
K. Teglmand
Korr.:KLR 03.2012