Første

Det er forbudt at spise hestekød! (artikel v/K. Teglmand)

I begyndelsen det 8. århundrede, efter at Danerne var blevet kristne og dåbsattesten i form af Jellingestenene var blevet rejst, udstedte Gejstligheden med Pave Gregor den 3. som underskriver et forbud mod at spise hestekød, et strengt overvåget forbud af ren religiøs natur. Begrundelsen var, at hestekød forurenede blodet og gav spedalskhed.

Med hestens placering i oldtiden som husdyr blev dens kød anvendt som fødemiddel og var en yndet spise. Heste, der var bestemt til at slagtes, blev opfedet på de bedste græsgange som andet slagtekvæg.

Men hesten var også et offerdyr, almindelig anvendt i hele Skandinavien. Hesten blev begravet sammen med dens ejer, for at hesten kunne tjene til transport til Valhal. Undertiden blev kun dele af hesten nedlagt i graven og resten blev spist ved offermåltidet.

Hestespisningen blev således knyttet til de hedenske offerfester, og da den katolicismen blev indført, måtte man samtidig udrydde de gamle hedenske skikke. Det kneb meget med at få afskaffet ofringerne. Troens udbredelse i Danmark var en længerevarende proces, der strakte sig over mange år. Kirken greb derfor til forbud mod spisning af hestekød.

Dette at spise hestekød blev nu i Norden anset for at være et tegn på, at man ikke var kristen. Hestekød var nu kun spise for trolde, hekse og jættekvinder og det endte med, at den ellers så yndede spise blev foragtet. Der indfandt sig en aversion, der holdt sig uforandret gennem lange tider og som gik i arv fra slægtled til slægtled.

Danskerne afskyede hestekød

Man afskyede hestekød og alt, hvad der havde med døde heste at gøre. Dette arbejde måtte rakkerne tage sig af. Når rakkerne blev tilkaldt til en gård for tage skindet af en hest eller andet husdyr, mødte de mandstærk op. Skindet fik ejeren, men kødet fik rakkerne og levede højt på det gode kød. Det skete, at enkelte vovede sig til at smage på varerne, som smagte godt. Men det var klart, at hvis man ville have kødet, måtte man også selv flå hesten. Det sket af og til i al hemmelighed ved nattetide. Hyppigt blev det dog opdaget, og så blev der digtet nidviser om de skyldige.

Grunden til fordommene mod hestekød var som nævnt kirkens kamp mod hedenskabet, men der fandtes også en forklaring, der hentede sine begrundelser i, at djævlen skulle have noget at gøre med hestens skabelse. Fordi fanden havde kludret ved hesten, efter at den var skabt, var dens kød uspiseligt. En anden påstand var, at på den tørre knop på hestens bagben havde fanden sat sin finger, så derfor i hestekød uspiseligt. I et dansk skjæmtesagn hedder det: ” Hestekød er urent, thi hesten åd høet fra Jesusbarnet”.

Propaganda for Hestekødsspisning

Men der kom igen tider, hvor der blev skabt interesse for at spise hestekød. Vi skal frem til slutningen af det 18. århundrede. Forbuddet mod spisning af hestekød var blevet opretholdt i næsten 1.000 år. Kvægpestens hærgen i Danmark havde fremkaldt mangel på kød, og i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede blev der fra myndighedernes side udfoldet store bestræbelser på at få befolkningen til at spise hestekød.

Det var Veterinærskolen i København, der gik i spidsen, ikke alene i tale men også ved det gode eksempel. Man forsøgte at få folk til at spise kød af heste, der var slået ned på grund af alder eller benskader. På Veterinærskolen spistes hen ved 50 heste årlig.

Den første forfatter, der gik i gang med at agitere for hestekødsspisning var assessor C.G. Rafn, der i sin bog ”Naturhistorie for hver mand”, som udkom i 1805, beretter om tilberedning og spisning af hestekød på Veterinærskolen.

Det voldte Regeringen stort besvær at få folk til at spise hestekød, og der blev udstedt mange befalinger og resolutioner. De første kom i 1808 og det var i øvrigt den første bestemmelse, der pålagde dyrlægekontrol med kød, og den gjaldt dengang kun hestekød.

Privilegerede hesteslagterier indføres i 1808

Den første bestemmelse om dyrlægekontrol:

”At der på et afsides sted på Christianshavn eller anden lige så bekvem plads, må anlægges et eller flere privilegerede hesteslagterier ….”. Der følger herefter en række betingelser og privilegier, der giver hesteslagterierne samme rettigheder, som landslagterne har. Der pålægges tilsyn fra veterinær side og særlige mærkningsregler m.m.

Der gives statsstøtte til opførelsen af hesteslagterier, og der oprettes særlige salgssteder i København. Disse salgssteder bliver forløberne for et stort antal hesteslagtere, der specialiserer sig i at slagte heste og sælge hestekød. Denne udvikling breder sig efterhånden til alle købstæder.

Mange ældre nulevende kan huske, at der i byerne har været en slagterbutik, der var ”Hesteslagter”

Offentlige institutioner skal servere hestekød

Bestemmelser og forordninger pålægger alle offentlige institutioner, der har bespisning at servere hestekød ugentlig. De indsatte i landet fængsler bliver naturligvis pålagt spisning af hestekød.

Adelen og det højere borgerskab anbefales at vise et godt eksempel og servere hestekød. Hæren, som har et stort antal heste som trækkraft, pålægges at sikre, at hestene ved udtjening bliver omsat til måltider for soldaterne.

Der opstår et modefænomen med særlige hestespisningsselskaber, hvor spisningen omgives af særlige ritualer, og kokke udvikler nye retter. Der foreslås oprettet en forening ”Fædrelandets frivillige Hestekødsspisere”.

Stort set kan man sige, at fordommene mod at spise hestekød holdt sig indtil 1880 -1900.

Hestekød i dagens Danmark

I dag er hestekød næsten ukendt hos slagtere i Danmark. Der spises under 100 gr. hestekød i gennemsnit pr. indbygger. I 1949 spiste vi ca. 3,4 kg pr. indbygger. Hestekød skal bestilles, hvis slagteren skal kunne levere. Hestebestanden er på ca. 170.000, - fortrinsvis rideheste, - hesten har fået rolle som kæledyr på linje med hunden, og man spiser jo ikke sine venner. Vi slagter omkring ca. 1.000 heste årlig i Danmark på 30 slagterier. Hovedparten af kødet eksporteres. Ca. 8.000 heste aflives og sendes til destruktion. Vi eksporterer ca. 2.500 heste pr år.

Det er i et tolerant lys måske værd at huske på, at danskerne i næsten 1.000 år ikke spiste hestekød af religiøse grunde. Vi er omgivet af medborgere herhjemme og ude i den vide verden, der ikke spiser svinekød af religiøse grunde. I korridorerne på slagterierne har man kunnet høre, at den største markedsfremgang for svinekød kunne opnås, hvis den religiøse forestilling, om at svinekød er urent, kunne forsvinde.

Vil du vide mere?

Hesteslagtning, hestespisning og hvad deraf kan afledes, er et så aktuelt emne, at der på internettet er et meget stort antal sider. Søgeordet ”hesteslagtning” fremkalder flere sider, der bl.a. omtaler den mest berømte hesteslagtning foretaget af kunstneren Bjørn Nørregaard i 1970. Ved ”Hesteofringen” slagtedes en gammel misrøgtet arbejdshest, kendt som Tulle. Det foregik på en mark ved Kirke Hyllinge i forbindelse med den omstridte udstilling ”Tabernakel” på Louisiana. Egentlig skulle slagtningen være sket på Louisiana, men det ville politimesteren i Helsingør ikke tillade. Tulle endte sine dage i hundrede syltetøjsglas. Aktionen var Bjørn Nørgaards protest mod krigen i Vietnam og sulten i Biafra.

Overdyrlæge Frederik Elvinge, Skive, skiver om Hestekødspisning i Dansk Veterinærhistorisk Årbog i 1945. Senest har Magister Sara Heil Jensen, som er magister i forhistorisk arkæologi, skrevet en afhandling om menneskets forhold til heste igennem historien, med titlen:

”Hestekød-en hedensk spise”gengivet i uddrag i Magasinet ”Spis Bare”- tekst af Per HenrikHansen.

K. Teglmand

Korr. KL 2.3.2012